Spørgsmål og svar til ejendomsprisstatistikken

 

Hvilke oplysninger kan jeg finde i ejendomsprisstatistikken?

Du finder kvadratmeterpriser og antal handler for parcel- og rækkehuse, ejerlejligheder og fritidshuse på postnumre, landsdele, regioner og for hele landet.

 

Har I statistik for erhvervsejendomme?

Nej, statistikken omfatter udelukkende private ejerboliger og fritidshuse.

 

Hvornår offentliggøres statistikken?

Statistikken offentliggøres på kvartalsbasis og udkommer omkring den 20. i måneden efter kvartalets afslutning. Det vil sige, at 1. kvartal offentliggøres ca. den 20. april.

 

Findes statistikken længere tilbage end 1995?

Alle data ligger frit tilgængelige på hjemmesiden. Statistikken findes kun tilbage til 1995.

 

Kan jeg stadig finde statistikken for de gamle kommuner?

Ja, under "statistik" og "ejendomsprisstatistik" finder du de afsluttede tidsserier for de gamle kommuner.

 

Hvordan er statistikkens datagrundlag fremskaffet?

Ejendomsprisstatistikken bygger på indberetninger fra de realkreditinstitutter, der giver lån til ejerboliger og fritidshuse, dvs. BRFkredit, Nordea Kredit, Nykredit, Totalkredit og Realkredit Danmark. Statistikken omfatter samtlige bolighandler, som er finansieret med realkreditlån.

 

Hvordan er dækningen af statistikken?

Statistikken omfatter samtlige bolighandler, som er finansieret med realkreditlån. Det betyder, at statistikken er baseret på oplysninger om mindst 75 procent af alle parcel- og rækkehushandler og 80-90 procent af samtlige handlede ejerlejligheder. For fritidshuse er dækningen 50-55 procent, eftersom der er en del fritidshuse som finansieres af frie midler og uden brug af realkreditlån.

 

Er ejendomspriserne korrigeret for inflation?

Nej, ejendomsprisstatistikken bygger på indberetninger af kontantpriser fra realkreditinstitutterne og er ikke justeret for inflation.

 

Er statistikken vægtet med boligbestanden?

Ja, ejendomspriserne på landsdele, regioner og landsplan er vægtet med boligbestanden fra Danmarks Statistik. Det betyder, at statistikken viser den gennemsnitlige prisudvikling i landsdele, regioner eller på landsplan. Ejendomspriserne på kommuner og postnumre er simple gennemsnit for alle handlede boliger.

 

Er statistikken sæsonkorrigeret?

Nej, ejendomsprisstatistikken er ikke korrigeret for sæsonudsving. Da der er systematiske udsving i salgsaktiviteten  i løbet af året giver det ikke mening at sammenligne udviklingen i antal handler fra kvartal til kvartal. Man bør i stedet sammenligne antallet af handler med samme kvartal sidste år - dvs. 1. kvartal 2007 sammenlignes med 1. kvartal 2006. Antallet af handler er normalt højest i årets 2. og 3. kvartal. Ejendomspriserne er i mindre grad præget af sæsonudsving og kan godt sammenlignes kvartal for kvartal.

 

Har I statistik over grundpriserne?

Nej. Ejendomsprisstatistikken bygger på registreringer af kontantpriserne på de handlede boliger, hvor der indgår realkreditbelåning. Vi har desværre ikke mulighed for at skille grund- og bygningspriserne ad.

 

Er statistikken korrigeret for kvalitetsforskelle?

Statistikken tager ikke højde for kvalitetsforskelle i boligerne. Det kan fx være deres alder, tilstand, beliggenhed og om der fx er havudsigt. 

 

Er statistikken korrigeret for forskelle i grundstørrelse?

Nej, vi korrigerer ikke for grundstørrelse.

 

Hvordan opgøres arealet?

Det er et vægtet areal, der indgår i statistikken. Udover BBR’s boligareal indgår kælder, loft garage mv. med forskellig vægt. Se hvordan i "Omregningsnøgle til arealberegninger i ejendomsprisstatistikken" under "Definitioner og metode".

 

Hvad er forskellen til Danmarks Statistiks ejendomssalgsstatistik?

Realkreditrådets ejendomsprisstatistik er en prisstatistik, fordi den viser den gennemsnitlige kvadratmeterpris for en given bolig i et givent område. Statistikken fra Danmarks Statistik er en salgsstatistik, fordi den viser den gennemsnitlige kvadratmeterpris for de boliger, der har været handlet i perioden. Det er den vigtigste forskel på de to statistikker. Beregningsmæssigt vægter vi statistikken med boligbestanden på kommunalt niveau, mens Danmark Statistik ikke vægter deres statistik.

 

Jeg har læst, at Realkreditrådets ejendomspriser er forsinkede, når de udkommer. Er det rigtigt?

Det er rigtigt, at der er en indbygget forsinkelse i statistikken. Statistikken bliver opgjort på baggrund af udbetalingstidspunktet for realkreditlånet. Beregninger viser, at dette medfører ca. 50 dages forsinkelse i statistikken. 1. kvartal dækker dermed i realiteten over sidste halvdel af 4. kvartal det foregående år og første halvdel af 1. kvartal.

 

Hvorfor udgiver I ejendomsprisstatistikken?

Vi mener grundlæggende, at det er vigtigt med gennemsigtighed på ejendomsmarkedet. Derfor lægger vi de samme prisoplysninger frem - opgjort efter samme metode - kvartal efter kvartal. Metoden bag beregningerne er beskrevet grundigt i metodenotatet, som ligger her på hjemmesiden. 

 

Hvorfor er antallet af handler med parcel- og rækkehuse under 25 m2 så højt i 1995 og 1996?

I de første 5-6 kvartaler (1995K1 og frem) er der mange handler, hvor arealet ikke kendes. Disse handler indgår med værdien nul og placeres derfor i arealintervallet 0-24m2. Som konsekvens heraf kan der for en sådan handel ikke beregnes en kvadratmeterpris.  
 

 

Credits