Pantebrev
Sammen med lånetilbuddet sender realkreditinstituttet som hovedregel et forudfyldt pantebrev. Hvis du ønsker et andet lån end det, du har fået tilbud på, skal du både have nyt lånetilbud og pantebrev. Du må ikke selv rette i pantebrevet.
Indtil reglerne om digital tinglysning træder i kraft, er pantebrevet på papir, og vi tager her udgangspunkt i den papirbaserede løsning.
Pantebrevets opbygning i hovedtræk
Første side af pantebrevet indeholder oplysninger om den omhandlede ejendom, parterne og oplysninger om lånets størrelse, rentefod, ydelsesvilkår og lignende.
Det fremgår af pantebrevet hvilke lån og tinglyste servitutter, lånet skal respektere - dvs. efterstille. Desuden indeholder pantebrevet en række særlige bestemmelser, som opregner en række vilkår for lånet - eksempelvis terminsbetalinger, indfrielsesvilkår og gebyrer.
Endelig har pantebrevet et underskriftafsnit og nogle generelle bestemmelser, som er vilkår, der gælder for alle realkreditlån, og som er udarbejdet af Justitsministeriet. For realkreditpantebreve er det Justitsministeriets pantebrevsformular B, der gælder. I forhold til den formular, der gælder for private pantebreve, adskiller den sig væsentligt ved, at der er en bestemmelse om, at realkreditlån forfalder ved ejerskifte. Der kan dog søges om gældsovertagelse, hvis det ønskes.
Klargøring af pantebrevet til tinglysning
Når du har besluttet dig for at acceptere realkreditinstituttets tilbud om lån, skal du have tinglyst pantebrevet. Det sker overordnet ved, at du underskriver pantebrevet, betaler tinglysningsafgift og udfylder feltet "Anmelder".
Underskrivelse af pantebrevet
Før du kan få pantebrevet tinglyst, skal det underskrives. Hvis I er flere ejere, skal samtlige ejere både være låntagere og debitorer på realkreditlånet i den rubrik, der er beregnet til debitors underskrift. Anpartslejligheder (ideelle anparter med brugsret) kan dog belånes med den enkelte ejer som debitor, hvis der er tinglyst individuel brugsret.
Hvis du er gift, men din ægtefælle ikke er medejer af ejendommen, kan det være nødvendigt, at han eller hun også underskriver pantebrevet. Et sådan ægtefællesamtykke er foreskrevet i lov om ægteskabets retsvirkninger - eksempelvis i tilfælde, hvor ægtefællerne har fælleseje, og ejendommen tjener til bolig for ægtefællerne.
Pantebrevet skal også underskrives af vitterlighedsvidner, der skal bekræfte ægtheden af underskrifterne, dateringens rigtighed og underskrivernes myndighed. Den autoriserede tinglysningsgenpart, som er en særlig kopi af pantebrevet, skal også underskrives.
Tinglysningsafgift
Der skal betales offentlige afgifter for tinglysningen af pantebrevet. Der betales dels en fast afgift, som udgør 1.400 kr. og dels en procentuel afgift på 1,5 pct., som beregnes af lånets hovedstol.
Skal du samtidig indfri gamle lån (låneomlægning), er der mulighed for, at du kan genanvende hele eller dele af den afgift, du i sin tid betalte på det gamle lån. Det kræver en særlig beregning og påtegning på pantebrevets forside, som realkreditinstituttet tilbyder at lave for dig.
Anmelder
Det skal fremgå af pantebrevets forside, hvem pantebrevet efter endt tinglysning skal sendes tilbage til. Dette angives i feltet ”Anmelder”.
