Kreditvurdering
Realkreditinstituttet kreditvurderer kunden, før der ydes lån. Omfanget af kreditvurderingen afhænger af, om der er tale om lån til private eller lån til erhvervsejendomme.
I de fleste realkreditinstitutter får kunder, der har betalt rettidigt i to år en særlig status. Denne status indebærer, at de automatisk er kreditgodkendt til nye lån af en vis størrelse, hvis ejendommen efter instituttets skøn udgør den nødvendige sikkerhed for lånet.
Kreditvurdering af erhvervskunder
Kreditvurderingen af erhvervskunder foretages på baggrund af en gennemgang og kontrol af virksomhedens regnskaber og budgetter, egne betalingserfaringer med lånsøger samt kontrol af registreringer i kreditoplysningsbureauer m.v.
Kreditvurdering af privatkunder
Kreditvurderingen af privatkunder foregår ved - hvis kunden ikke allerede er kreditgodkendt - at kunden skal aflevere seneste årsopgørelser fra skattemyndighederne, de seneste tre lønsedler og eventuelt et budget.
Realkreditinstituttet kontrollerer, at der ikke i budget samt skatte- og lønoplysninger er noget, der virker alarmerende. Endvidere kontrollerer instituttet egne betalingserfaringer med kunden og registreringer i kreditoplysningsbureauerne.
