Omkostninger ved låneomlægning
En låneomlægning indebærer en række omkostninger, der er - eller kan være - knyttet til låneoptagelsen og låneindfrielsen.
Omkostninger kan være:
- Lånesagsgebyr
- Kurtage for salg af obligationer
- Eventuel stiftelsesprovision
- Gebyr for indfrielsestilbud
- Gebyr for gennemførelsen af indfrielsen
- Kurtage for køb af obligationer ved obligationsindfrielse
- Differencerente ved paristraksindfrielse
- Eventuel tinglysningsafgift
- Eventuelle gebyrer og tinglysningsafgift, hvis der er andre lån i ejendommen, som skal rykke tilbage for det nye lån.
Derudover kan låntageren købe tillægsydelser som:
- Kurssikring af det nye og det gamle lån
- Garantiprovisioner
Omkostninger kan som regel medtages i det nye lån, så de tilbagebetales over det nye låns løbetid.
Det er ikke altid, det er en god idé at lade omkostningerne indgå fuldt ud i omlægningslånet. Er der efterstående pantebrev, hvor der er en forpligtelse til at respektere låneomlægning, er der omkostninger, som ikke kan indgå i omlægningslånet. Det gælder eksempelvis kurssikringsomkostninger og differencerente. I disse tilfælde må låntageren kontant afholde disse omkostninger.
