Konverteringsformer
Der er en række forskellige konverteringsformer til omlægning af lån.
| Konverteringsform | Forklaring |
|---|---|
| Nedkonvertering | Det nye lån har en lavere rente end det lån, der omlægges |
| Opkonvertering | Det eksisterende lån omlægges til et nyt lån med højere rente |
| Vandret konvertering | Begge lån har samme rente |
| Skrå konvertering | Omlægning til en anden låntype |
For at isolere virkningen af en omlægning antager vi i de nævnte eksempler, at det nye lån optages i en størrelse, der dækker indfrielsen, inklusive omkostninger.
Nedkonvertering
For nedkonvertering af lån gælder:
- Det nye lån optages til en rente, der er lavere end renten på det eksisterende lån.
- Ydelsen falder i forhold til før.
- Ved løbetidsforlængelse falder ydelsen yderligere, men der betales til gengæld samlet set et højere beløb tilbage, eftersom der betales ydelse på det nye lån i længere tid.
- Typisk bliver restgælden større, dels fordi det eksisterende lån som regel indfries til kurs 100, mens det nye lån optages til en kurs under 100, dels fordi omkostningerne typisk medtages i det nye lån.
- For at sikre omlægningsresultatet kan det anbefales at kurssikre det nye lån.
|
Eksempel på nedkonvertering Låntageren har et 7 pct. lån på oprindelig 924.000 kr. med en aktuel årlig ydelse før skat på 84.900 kr. Obligationsrestgælden er 890.000 kr., og lånet har en restløbetid på ca. 22 år. Lånet ønskes omlagt til et 5 pct. lån. Indfrielsen af det eksisterende lån, som opsiges til pari, koster i alt 890.000 kr. plus omkostninger på 7.000 kr. til blandt andet differencerente. Der er stiftelsesomkostninger på det nye lån på i alt 5.000 kr.
|
Opkonvertering
For opkonvertering af lån gælder:
- Det nye lån optages til en rente, der er højere end renten på det eksisterende lån.
- Ydelsen stiger i forhold til før.
- En løbetidsforlængelse kan i et vist omfang kompensere for den højere ydelse.
- Typisk bliver restgælden mindre, idet det eksisterende lån som regel indfries til en kurs, der er lavere end kursen på det nye lån. Medbelåning af omkostninger påvirker dog reduktionen af restgælden.
- Formålet med opkonverteringen er overordnet at opnå en fordel ved en nedkonvertering, når renteniveauet på ny falder.
- For at sikre omlægningsresultatet kan det være nødvendigt at kurssikre både det nye og det gamle lån.
|
Eksempel på opkonvertering Hvis det lægges til grund, at markedsrenten med det samme – det vil sige før der er betalt afdrag på det nye lån - igen falder til 5 pct., og der nedkonverteres, ser resultatet sådan ud:
Den nye hovedstol på 946.000 kr. på 5 pct. lånet skal sammenholdes med hovedstolen på 1.100.000 kr. og restgælden på 990.000 kr. på det oprindelige 5 pct. lån. Endvidere skal ydelsen på 71.200 kr. på det nye lån ved uændret restløbetid sammenholdes med ydelsen på 76.800 kr. på det gamle lån. Bemærk dog, at der ikke i sammenligningen indgår, hvor lang tid den højere ydelse på 7 pct. lånet er betalt, og at der i eksemplet alene er taget højde for indfrielses- og stiftelsesomkostninger, men ikke for kurssikringsomkostninger og eventuelle andre omkostninger. Det er ikke muligt på forhånd at vide, om en opkonvertering ender med at blive en fordel, idet det afhænger af, hvornår der kan nedkonverteres og med hvilket resultat. |
Vandret konvertering
For vandret konvertering gælder:
- Det nye lån optages til en rente, der er den samme som renten på det eksisterende lån.
- Hvis lånet alene optages med et beløb, der dækker indfrielsen, inklusive omkostninger, og løbetiden samtidig forlænges, så falder ydelsen og restgælden stiger (lidt), forudsat at omkostningerne medtages i det nye lån.
- Hvis den oprindelige ydelse i stedet fastholdes, og løbetiden samtidig forlænges, så udløser omlægningen et provenu, idet den eksisterende ydelse kan tilbagebetale et større lån, og restgælden stiger, herunder med eventuel indregning af omkostninger i det nye lån.
- Ved løbetidsforlængelse betales der samlet set et højere beløb tilbage, eftersom der betales ydelse på det nye lån i længere tid.
- For at sikre omlægningsresultatet kan det være nødvendigt at kurssikre både det nye og det gamle lån.
|
Eksempel på vandret konvertering Hvis det nye lån udbetales til kurs 97, opnås der et anslået provenu på ca. 1.085.000 kr. efter afholdelse af stiftelsesomkostninger. Indfries det gamle lån til eksempelvis kurs 98, svarende til et indfrielsesbeløb på 876.000 kr., inklusive omkostninger, medfører det et overskydende provenu i størrelsesordenen 209.000 kr. Samlet set bliver lånet dog dyrere, idet der dels tilbagebetales et højere lån, dels betales i længere tid. |
Skrå konvertering
For skrå konvertering gælder:
- Benyttes typisk om omlægning af lån med fast rente til lån med variabel rente.
- Ydelsen falder alt andet lige i forhold til før, men kan til gengæld senere stige, hvis renten går op.
- Ved løbetidsforlængelse falder ydelsen på kort sigt yderligere, til gengæld betales der samlet set et højere beløb tilbage, eftersom der betales ydelse på det nye lån i længere tid.
- Restgælden bliver mindre, hvis det eksisterende lån indfries til en kurs, der er lavere end kursen på det nye lån.
- For at sikre omlægningsresultatet kan det være nødvendigt at kurssikre.
|
Eksempel på skrå konvertering For at det nye lån kan dække indfrielsen, skal provenuet være på 870.400 kr. Hvis kursen på det nye lån er 99, skal det nye låns hovedstol være på 879.000 kr. Der er i eksemplet alene taget højde for indfrielses- og stiftelsesomkostninger, men ikke for kurssikringsomkostninger og eventuelle andre omkostninger.
Det nye lån koster ca. 42.000 kr. i årlig ydelse frem til første refinansiering, mens det tilsvarende fastforrentede 6 pct. lån koster ca. 67.700 kr. |
Skrå konvertering fra variabel til fast rente
Den skrå konvertering kan også benyttes til omlægning fra variabel rente til fast rente. Ydelsen vil typisk stige, men til gengæld bliver den fast.
Forlænges løbetiden, bliver den forhøjede ydelse i et vist omfang udlignet. Til gengæld betales der samlet set et højere beløb tilbage, eftersom der betales ydelse på det nye lån i længere tid. Restgælden bliver højere, hvis det eksisterende lån indfries til en kurs, der er højere end kursen på det nye lån, og hvis omkostningerne indregnes i det nye lån.
Det kan være nødvendigt at kurssikre for at sikre omlægningsresultatet.
