Afdragsfrihed
Det er muligt at optage lån med afdragsfrihed - dvs. lån hvor der i dele af lånets løbetid alene betales rente og bidrag, men ikke afdrag.
Der er dog begrænsninger på afdragsfrie lån, når det gælder lån for ejendomskategorierne ejerboliger til helårsbrug og fritidshuse. Her gælder, at den afdragsfri periode højest må være på op til 10 år. Begrænsningen gælder dog ikke, hvis lån i ejerboliger ydes på basis af særligt dækkede obligationer (SDO/SDRO), og lånet ydes inden for en lånegrænse på 75 pct. I andre ejendomskategorier kan der principielt ydes lån med ubegrænset afdragsfrihed. I praksis anvendes dog typisk alene afdragsfrie lån på op til 10 år.
Vilkår afhænger af låntypen
Vilkårene for lån i ejerboliger og fritidshuse med en afdragsfri periode afhænger af, om det er et fastforrentet lån eller variabelt forrentet lån.
Fastforrentede lån
For fastforrentede lån skal den afdragsfri periode typisk indledes ved lånets udbetaling. De udskudte afdrag skal ved afslutningen af den afdragsfri periode lægges oven i afdraget i den resterende periode, så lånet i sin helhed er tilbagebetalt ved lånets udløb.
Variabelt forrentede lån
For variabelt forrentede lån og for lån med rentetilpasning er det generelt muligt at til- og fravælge afdragsfrihed hen over lånets løbetid. Det skal dog ske, så den afdragsfri periode i alt ikke overstiger 10 år. Ved afslutningen af den afdragsfri periode, er der som regel mulighed for at vælge imellem at betale de udskudte afdrag hen over lånets resterende løbetid eller at udskyde disse til lånets udløb, hvor de så skal betales som et samlet beløb.
