Flere binder renten mere end 1 år

22-01-2010

 

4 ud af 5 nye realkreditlån til ejerboliger og fritidshuse er rentetilpasningslån. Langt de fleste er taget med den kortest mulige rentebinding på et år. En større andel af låntagerne med disse lån har bundet renten i mere end 1 år, selvom det koster lidt ekstra på ydelsen lige her og nu.

 

Boligejerne havde rentetilpasningslån og variabelt forrentede lån for 782 mia. kr. med renteloft på de 220 mia. kr. ved udgangen af 4. kvartal 2009. Samlet er omfanget af det variabelt forrentede realkreditudlån vokset med næsten 200 mia. kr. i forhold til sidste år. Tallene fremgår af udlånsstatistikken for 4. kvartal 2009.

 

"Rentetilpasningslånene blev særdeles populære i 2009. De tegner sig sammen med de øvrige variabelt forrentede lån for 58 pct. af realkreditudlånet til ejerboliger og fritidshuse. Det er især rentetilpasningslån med den kortest mulige rentebinding på et år, som har været populære for boligejere, der enten optog nye lån eller udskiftede et eksisterende realkreditlån i 2009," konstaterer Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet.

 

Populariteten toppede i 2. kvartal 2009, hvor 8 ud af 10 realkreditlån med løbende rentetilpasning var taget med en 1-årig bindingsperiode. Det ændrede sig i årets sidste kvartaler. Ved udgangen af årets sidste kvartal var færre - 7 ud af 10 - af disse lån taget med en rentetilpasningsperiode på op til et år.

 

"Låntagerne er klar over, at de korte renter ligger på et historisk lavt niveau, og at de sandsynligvis stiger på et eller andet tidspunkt. Det får flere til at vælge en længere bindingsperiode for at opnå en større rentesikkerhed, selvom det koster lidt ekstra på ydelsen lige her og nu," siger Ane Arnth Jensen.

 

Ydelsen er lavere for rentetilpasningslån, som rentetilpasses en gang om året, end når det sker hvert tredje, fjerde eller femte år. Til gengæld er der for realkreditlån med længere tidsrum mellem rentetilpasningerne en større vished om den fremtidige ydelse, fordi renten er låst fast flere år frem. 

 

Figur 1: Udestående rentetilpasningslån og variabelt forrentede lån til boligejere

Figuren viser, at rentetilpasningslån med en rentebinding fra 1 til og med 5 år er gået frem i anden halvdel af 2009. Kilde: Realkreditrådet og Realkreditforeningen.

 

Uddybende materiale

Download pressemeddelelsen "Flere binder renten mere end 1 år". (103 Kb)

 

Download Realkreditudlånet 4.kvartal 2009 med tabelmateriale og figurer (178 KB)
 

 

kontakt

Ane Arnth Jensen

Direktør

Ane Arnth Jensen

Telefon: 3312 4811

E-mail: rkr@rkr.dk

 

Formål og metode

Udlånsstatistikken viser realkreditsektorens udlånsaktivitet og realkreditinstitutternes markedsandele. Statistikken offentliggøres kvartalsvis på basis af indberetninger fra realkreditinstitutterne.

 

Begreber

Bruttoudlån
Bruttoudlånet er det samlede udlån. Nøgletallet udtrykker den samlede volume i realkreditinstitutternes udlånsaktivitet.   

 

Nettoudlån
Nettoudlånet er den egentlige vækst i det samlede udlån. Det er bruttoudlånet fratrukket indfrielser og ordinære afdrag.

 

Obligationsrestgæld
Det er realkreditinstitutternes samlede udestående lånemasse.

 

Se ordbog
 

 

 

 

 

 

Credits