Realkreditinstitutterne overtager et stigende antal ejerboliger, fordi låntageren er ude af stand til at betale realkreditlånet. Ejerboligerne har typisk været forsøgt solgt på en tvangsauktion, men de er i sidste ende blevet overtaget af realkreditinstituttet, eftersom de givne bud har været for lave. Udviklingen kan læses i realkreditsektorens statistik for overtagne ejendomme og restancer.
Realkreditinstitutterne havde ved udgangen af 4. kvartal 2009 overtaget 355 ejerboliger. Det er en stigning på 115 ejerboliger i løbet af årets sidste kvartal. For hele 2009 voksede beholdningen med 220 ejerboliger, som omfatter parcel- og rækkehuse, ejerlejligheder og fritidshuse.
"Realkreditinstitutternes nuværende beholdning af overtagne ejerboliger er på vej op. Det siger noget om, at det er vanskelige tider, men vi skal dog huske på, at antallet af overtagne boliger fortsat ligger på et historisk lavt niveau, når man sammenligner med kriseårene i begyndelsen af 1990'erne," siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet.
Realkreditinstitutterne oplever også en stigning i omfanget af renter og afdrag, som ikke betales til tiden. Ved udgangen af 3. kvartal 2009 lå restanceprocenten på 0,57 pct. Restanceprocenten er andelen af terminsydelser for et givent kvartal, der 3,5 måned efter forfaldstidspunktet ikke er betalt. Restanceprocentens nuværende niveau afspejler en beskeden stigning i forhold til 2. kvartal 2009, hvor restanceprocenten lå på 0,54 pct.
Figur 1: Realkreditinstitutternes beholdning af overtagne ejerboliger

Figur 2: Restanceprocenten hos realkreditinstitutterne for udlånet til private ejerboliger

