Klageansvarlig
Et realkreditinstitut er forpligtet til at have en klageansvarlig ansat i virksomheden. I nogle institutter er det en enkeltperson som er klageansvarlig, mens andre institutter har en særlig afdeling, der håndterer kundernes klager.
Hvis du har henvendt dig til et realkreditinstitut med et problem, og I ikke er kommet frem til en løsning, som du er tilfreds med, kan du klage til den klageansvarlige.
Her er i korte træk en fremgangsmåde, du kan benytte, når du klager til den klageansvarlige:
- Du finder frem til den klageansvarlige på dit realkreditinstituts hjemmeside eller ved at tage telefonisk kontakt til instituttet. Du finder samme sted information om, hvordan du kan klage.
- Der stilles ofte krav om, at du indgiver klagen skriftligt.
- Den klageansvarlige vil - efter at have modtaget klagen - prøve at løse problemet mellem dig og realkreditinstituttet.
- Kommer I fortsat ikke frem til en for dig tilfredsstillende løsning, har du mulighed for at indbringe en klagesag for Realkreditankenævnet.
