Kurssikring

Realkreditlån er generelt baseret på obligationer. Skal man optage eller indfri et realkreditlån, afhænger resultatet derfor af de kurser, som obligationerne kan sælges til (nye lån) eller købes til (indfrielse af lån) på markedet.
 
Der kan gå op til flere uger fra modtagelsen af et tilbud på realkreditlån til selve udbetalingen. En del af denne tid går med at få pantebrevet tinglyst. Det indebærer for låntageren en risiko for kursfald i perioden. Der er forskel på, hvilken betydning et kursfald har, alt efter om låntageren skal have et obligationslån eller et kontantlån. Kurserne falder, når renten stiger. Når renten falder stiger kurserne.

 

Obligationslån

For obligationslån betyder et kursfald, at det udbetalte provenu bliver mindre. Det gælder både, når obligationslånet har fast rente, og når lånet har variabel rente, hvor kursen dog typisk er mere stabil.

 

Kontantlån

For kontantlån betyder et kursfald, at ydelserne på lånet stiger, da der skal sælges flere obligationer for at skaffe kontantlånet. For rentetilpasningslån - som også er kontantlån - betales den højere ydelse kun frem til den næste rentetilpasning. På rentetilpasningslån, der er baseret på korte obligationer, er kursen typisk mere stabil end på fastforrentede kontantlån.

 

Gardering mod kursfald

Låntageren har forskellige muligheder for at sikre sig mod kursfald ved låneoptagelsen:

 

  • Udbetaling mod garanti: Hvis betingelserne for at få udbetalt lånet er opfyldt - bortset fra tinglysning af pantebrevet - kan låntageren begrænse risikoen for kursændringer ved at afkorte tidsrummet mellem lånetilbud og låneudbetaling. Det kan eksempelvis ske ved at lade lånet udbetale straks på grundlag af en pengeinstitutgaranti for indlevering af tinglyst pantebrev.

    Hvis der er andre betingelser for låneudbetaling, der ikke er opfyldt, kan udbetalingen også ofte ske mod en pengeinstitutgaranti. Derved begrænses kursrisikoen i den periode, der går med at opfylde betingelserne.
     
  • Fastkursaftaler og kurskontrakter: Låntager kan for helt at undgå at løbe en kursrisiko vælge at indgå en aftale om kurssikring med et realkreditinstitut (en fastkursaftale) eller med et pengeinstitut (en kurskontrakt). Kurssikring har den effekt, at lånet i forhold til reglerne om mindsterente betragtes som udbetalt allerede ved indgåelsen af kursaftalen.  
     
  • Låntageren har også mulighed for at sikre sig mod kursstigninger ved indfrielse
     
  • Kurssikring ved indfrielse og konvertering: Låntager kan som en tredje mulighed indgå kursaftaler ved indfrielse af realkreditlån. Der er for låntageren risiko for, at lånet må indfries med et højere beløb, hvis kurserne stiger i perioden frem til indfrielsen. Kursrisikoen er endvidere relevant at overveje for låntagere, som i forbindelse med en konvertering erstatter eksisterende lån med nye realkreditlån. Hvis låntageren vælger at kurssikre, er udgangspunktet, at det bør ske for begge lån. 

 

Credits