Låntyper
Tre hovedtyper realkreditlån
I dag tilbyder realkreditinstitutterne tre hovedtyper realkreditlån:
- Fastforrentet lån
- Rentetilpasningslån
- Lån med variabel rente (med eller uden renteloft).
De kan alle kombineres med perioder med afdragsfrihed. Fælles for dem er, at der er tale om standardiserede lån – eller med et populært udtryk: hyldevarer. Realkreditlån er ikke individuelt tilpasset til den enkelte kundes behov. Det giver stordriftsfordele og er med til at holde prisen nede. Den samlede lånepalette giver alligevel både låntagere og investorer mulighed for at vælge et produkt, der passer til
den enkeltes risikoprofil og investeringsønsker.
Realkreditprodukterne anno 2009:
- Fastforrentet lån: lån, hvor renten er fast, og hvor lånet kan indfries til kurs 100 i hele lånets løbetid.
- Rentetilpasningslån: lån, hvor der bliver fastsat ny rente typisk hvert år eller hvert tredje, femte eller tiende år.
- Variabelt forrentet lån (med eller uden renteloft): lån, hvor renten ændres løbende - typisk hvert kvartal eller hvert halve år - afhængig af udviklingen i en referencerente. Lånet kan være med eller uden loft over renten.
Afdragsfrihed kan tilknyttes alle produkter.
Markedsbaseret indfrielse
Gælder for alle typer lån. Alle typer realkreditlån kan altså indfries på markedsbaserede vilkår. Det vil sige, at låntageren kan købe sig ud af sit lån ved at købe lånets bagvedliggende obligationer i markedet på samme vilkår som andre investorer. Denne mulighed er en direkte følge af en-til-en sammenhængen
mellem lån og obligation.
Muligheden for markedsbaseret indfrielse er en stor fordel for låntager, fordi han kan være sikker på, at prisen for at indfri lånet hverken er for høj eller lav. Den følger markedsprisen og skal ikke forhandles med realkreditinstituttet.
For fastforrentede lån har markedsbaseret indfrielse samtidig en indbygget mekanik, der betyder, at låntager kan indfri et lån billigere, når renterne er steget. Det skyldes, at obligationskurserne så er faldet. Det er ikke mindst en fordel, hvis låntager skal sælge sit hus, når huspriserne er faldet. Da fald i huspriser ofte sker i sammenhæng med rentestigninger, får danske låntagere ofte glæde af den mekanik.